Side:Guds Venner.djvu/66

Denne side er blevet korrekturlæst

58

spille mig Kortene i Haanden, hvad bedre kunde jeg da have udbedt mig end denne Kaarde? Men visselig var det den tungeste Prøve, som mit bitre Forsæt havde at bestaa, at jeg, Ætlingen af Winterstetternes navnkundige Ridderslægt, hvis Farfar havde kjæmpet for den hellige Grav, maatte rømme af Lande, efterladende mit Navn til at slæbes i Fastelavnstumlens Gadesøle af enhver, der vilde udraabe det som Navnet af en Nidding og feig Usselryg … Og saa maatte jeg dog sige mig selv, at just dette havde jeg at være taknemmelig for; thi ved dette falske Kort maatte jeg sikkert vinde Spillet. Jeg gjorde det, og dobbelt. Ikke blot nedsatte jeg mig selv saa dybt, at jeg nu ganske maatte være udelukket fra Eders Hjerte og ingen svag Længselstanke mer kunde forvilde sig fra Eders Hu til den skamskjændte Rømningsmand; men samtidig løftede jeg ham op, ja det i saa lige Grad, at jeg turde haabe, han derved blev stillet paa min Plads. Hvormed da først den rette Krone sattes paa mit Værk. Men en tung Last faldt fra mit Hjerte, da Hugo fulgte mit Spor og fandt mig i Strassborg, saa jeg kunde krydse Sværd med ham. Saare langt var det fra mig at ville volde ham Skade; fordi han havde Ret, endnu mer fordi han elskede Eder, aller mest fordi jeg i ham saae Forsynets Redskab til at gjøre godt hvad jeg havde forbrudt mod Eder. Jeg var hans Mester i Vaabenfærd, og det kunde ikke falde mig vanskeligt at afvæbne ham, maaske med en let Skramme. Saaledes vilde det ogsaa være gaaet, hvis ikke hans ustyrlige Hidsighed i Udfaldet uforvarende havde bragt ham min Sværdsod i Siden og skaffet ham et temmelig dybt Saar. Dog havde han, troer jeg, liden Grund til at beklage det, hvis hvad han saaledes maatte lide for Eders Skyld hurtigere og sikrere banede ham Veien