55
Hvorledes skulde jeg forlade hende, jeg elskede? — nei, det var ikke Spørgsmaalet! men hvorledes skulde jeg løse det Trolovelsens Baand, der offentlig knyttede os sammen? Skulde jeg sætte en Plet paa hendes Navn? Skulde Folk sige: "Han havde vel god Grund til at forlade hende! … Han er en from, gudsfrygtig Herre, hun er et letsindigt Væsen — for sin Sjæls Skyld har han sønderrevet det Baand, der bandt ham til hende og ved hvilket hun havde draget ham nedad, da han dog ikke kunde hæve hende op til sig?" Umuligt! en Skjændsel blot en saadan Tanke! Nei, klart for Alles Øine maatte Skylden hvile paa mit Hoved. Ikke saaledes, at jeg erklærede det, saa man vel endog kunde sige: "han var ædelmodig nok til at tage Skylden paa sig." O nei, jeg maatte bringe den over mig. Og hun selv! Maatte Verden bedrages, saa fremfor alle hun, hvem det var vanskeligst at skuffe. Hun maatte se mig i et saadant Lys, at hun takkede sin Gud for at blive fri for et Samliv med mig; ja hun maatte tro og tænke at det var hende, som skar Dugen over imellem os, for at ingen Følelse af Forladthed og Ydmygelse skulde kaste sin Skygge over hendes stolte, ungdomsglade Sind, endmindre nogen Længsel efter mig — den Afskyede — lamme hendes Frihed og hindre hendes Fremtid.
Hint Drag af Haardhed — Asketens Haardhed mod sig selv — er lagt jernfast om Mund og Hage, og i hans halvt sænkede Blik skimter Renata et Glimt af den mørke Fanatisme-Glød, som hun Aftenen før ængstelig havde speidet efter.
— Det var det jeg saae som min grusomme Pligtopgave, og I veed, hvor fuldkomment det lykkedes mig at løse den.
