52
gjennem den grønne Skov og over den brune Hede. Og naar Kjerterne tindrede i Høiloftsalen paa de Regensborger Riddertaarne og Eders Fod traadte Dandsen saa let — vel maatte da Hjertet le i Brystet paa enhver, der saae det. Men jeg finder Lidet eller Intet at dadle deri.
— Dog var det idel Tant og Daarskab. Havde der været mere Alvor ja Sorg og Ruelse i mig, saa kunde jeg den Gang have været Eder baade til Trøst og Støtte.
— Vel muligt … og endda — Hvo veed, om jeg da havde elsket Eder med den samme enfoldig skjønne, betagende Kjærlighed, som gjorde at der intet andet for mig var til paa Jorden? — Hvo tør sige det? thi saa sælsomt blandet er den Livsens Drik, der kredenses os paa Tærsklen af denne jordiske Tilværelse. Nei, nei — lad det lyse Billed blive i min Ungdom, som det tilhører! Lad os ikke røre ved dets Træk blot med dette Ønske, at kunne male dem om til mere Alvor og større Tænksomhed!… Imidlertid trængte det Spørgsmaal stedse uafviseligere ind paa mig, om al denne Yndighed, der vilde have været en Velsignelse for en Anden, ikke vilde vorde til Forbandelse for mig med min tunge Arvelod; og tilsidst kom det til at staa saaledes for mig, at jeg maatte vælge mellem min Kjærlighed og min Sjæls Frelse. Da var det jeg laa hin Nat ved Kapellet under den lynslagne Eg og udaf mir Vaades Formastelighed spurgte den segnende Jesus, om det Kors, der tyngede ham til Jorden, var sværere end det han havde lagt paa mine Skuldre. Men da jeg saa med tøvende Skridt, saare mod i Hu og vankelmodig, steg ned ad Bjerget og pludselig stod foran det Kapel, hvor Scenen i Gethsemane er fremstillet med neppe mindre Kraft end hin med Simon af Kyrene, og just i samme Øieblik Fuldmaanen traadte frem af en Sky — da rystede
