50
Min Fader var, som I mindes, ligervis som Eders egen, hans fuldtro Ven, en livsfro Mand med et let og lyst Sind, glad med sin Falk paa Handsken og sit Bæger i Haanden; men Fædrenes Synder hjemsøges indtil fjerde Led — dette Skriftord sandede jeg mer og mer i hele dets Frygtelighed, alt som jeg nu groede ind i de Aar, som ellers ere Livets lyseste. Modets og Haabets rette Arvelod. Kun een dragende og løfterig Tanke havde jeg: det hellige Land … O, at dog en ny Petrus af Amiens vilde vandre gjennem Landene, som atter gjenlød af hint mægtige "Gud vil det" — med hvilken flammende Sjæl vilde jeg ikke være draget ud i Kamp mod de Vantro, for med mit unge Blod at bøde for min Farfaders Synd og forløse hans Sjæl fra Skjærsilden! Thi sikkert haabede jeg, at det var dens Flammer og ikke Helvedes uudslukkelige, som havde omgivet ham i Dødsøieblikket; og dermed vilde jeg da ogsaa have afvendt Forbandelsen fra mit eget Hoved. Men den store Trostid var forbi for stedse — mer og mer blev det mig klart, alt som jeg rykkede ind i den vaabenføre Alder, i hvilken jeg havde haft saa bydende Brug for den og dens Heltetog. Med den Erkjendelse blev det først ret mørkt om mig. Men da kom der Lys fra et helt andet Himmelhjørne end hint, om hvilket det hedder ex oriente lux. Min bekymrede Fader sendte mig hid til sin Ven og gamle Kammerat, i hvem han saae et Speil af alle mandige og ridderlige Dyder, som vel han maatte. Ikke heller skuffedes han saa helt i sit Haab, at jeg skulde fange noget Lys derfra; om det end snarere var fra et Speil af langt høiere og lifligere Dyder, det vor hellige Frue holder op for os i Kirkens Alterlys, men som ogsaa nu og da en jordisk Kvinde gjenstraaler i Dagens Skjær. Kan hænde ogsaa at min kloge Fader tillige
