49
han da, "og som han maa jeg brænde evig." Og skjøndt han levede til at blive en gammel Mand og holde mig paa sit Skjød og ryste sit Hoved over mig og sige, at jeg tog efter ham og at Forbandelsen var over mit Hoved, saa var det vel til Tider bedre med hans Sind men aldrig til Stadighed, og hverken Bodsøvelser eller Gaver til Kirken nyttede stort. Ja da han laa paa sin Sotteseng, blev det rent galt, endog en from Abbed fra Regensborg, en Ungdoms Ven, læste og bad over ham baade Dag og Nat. Da kom din Farfar over med Saracenerpigens Flaske og dryppede de arabiske Draaber i hans Vin; og som han havde drukket, kom der Ro over ham, og vi troede at han nu skulde gaa bort i Fred. Vi var alle dér paa vore Knæ rundt om ham og bad, og Abbeden læste Miserere og en Chordreng svang Røgelsekarret for at holde onde Aander bort. Men pludselig reiste han sig op i Sengen og kaldte paa hendes fremmede, hedenske Navn, saa vi Alle slog Kors for os. "Ser du hende ikke, Valentin?" raabte han til din Farfar — "er hun ikke skjøn i Flammerne, min Helvedes-Brud? Sagde jeg det ikke, at jeg maatte brænde evig? men nu skal jeg brænde i hendes Arme." Og med disse Ord og med et høit Skrig opgav han sin Aand til min usigelige og uforglemmelige Gru.
— Rædselsfuldt!
— Jeg var den Gang kun en Dreng, just femten Aar. Maaske var Indtrykket paa min Imaginatio saameget stærkere, uhæmmet af den Fornuft, som allerede nogle faa Aarringe til har udviklet. Og dertil kom saa hine Ord, som jeg mere end een Gang havde hørt Oldingen mumle: "Stakkels Dreng! han tager efter mig, og over hans Hoved svæver Forbandelsen." Ja, den svævede derover, den kastede allerede sin Skygge over mit unge Liv.
