46
kamp, som jeg da bønfaldende saae op paa dette Aasyn, og Maanen badede det med sit milde Lys, og den lynslagne Eg lod Skyggen af sine Blade vifte hen over det: — da blev disse Træk saa levende, at jeg i min forvildede og ængstede Tilstand mente, at Frelseren selv havde nedladt sig til mig og var tilstede i hvad der hidtil kun havde været udsnittet og malet Lindetræ, saa at jeg talte til dette Billede som til en Ven og klagede min bitre Nød og spurgte — formastelig og bespottelig, som et syndigt Menneske vel kun kan spørge, naar Sjælesoten har stødt hans Vid fra dets høie Throne: — jeg spurgte, om det Kors, han segnede under, var tungere end det, han havde lagt paa mine svage Skuldre.
Biskop Ottomar tier. Hans Blik hviler fraværende paa Græsset udenfor Lysthuset, hvor en Solsort hopper ind og ud af Solpletterne og med Hovedet paa Skak synger saa lystelig, som om der ikke gaves Tornekroner og Korsgang i Verden.
— Lidet har I, som I da sov sødelig i Eders Jomfrubur, — lidet har I drømt hvad eders Trolovede led i den Time. Thi jeg lod ikke Solen smile paa hvad Maanen havde grædt over, og naar jeg var hos Eder, vogtede jeg vel over mig selv, at der var idel Latter om min Læbe og Skjemt paa min Tunge.
— I gjorde det. Og kan hænde det havde været bedre, om I havde øvet mindre Tvang og undt Eder selv at tale med Kjød og Blod i Stedet for med malet Træ. Men endda mindes jeg vel, at min Fader i hine Dage rystede bekymret paa Hovedet og sagde: "Der er noget galt fat med Ottomar. Han synes at have arvet det tunge Sind, som hans Farfar bragte med hjem fra det hellige Land, og
