45
er ikke let for Mandevid at afgjøre, og den ligeste Vei er altid den sikreste.
Hovedlinet løfter sig en Kjende. Det varme, gyldenbrune Øienpar under dets Rand skotter hastig over til ham. Det er fuldt af Undren og Overraskelse, saameget skjønner han vel; men just nu fattes den stolte Kirkefyrste Mod til at vexle Blik med disse Pigeøine. Han finder det ganske vist snart, men da have de atter søgt Ly under Linet.
— Det er dér, hvor Veien første Gang bøier om til venstre. Kapellet læner sig til den gamle lynslaaede Eg, som den Gang kun havde en Trediedel af sin Krone tilovers — kan hænde den siden er gaaet helt ud.
— Den grønnes endnu, lyder det fra Hovedlinet.
— Det glæder mig. Jeg syntes ogsaa, jeg kunde skjelne det i Maanelyset. Det glæder mig, at den har sit Løv endnu; det hviskede saa trøstelig til mig den Høstnat for femten Aar siden, da jeg laa der foran Kapellet den halve Nat og mer. I stor Angst laa jeg der, og en svar Kamp havde jeg at udfægte. Det er, som I veed, den Station af Passionsveien, hvor Jesus synker sammen under Korset, og det Billedværk var det i Synderlighed, jeg tænkte paa, da jeg igaar Aftes sagde, at jeg havde set Passioner af navnkundige Mestre, saavel tydske som udenveltske, der langtfra havde gjort saa stærkt et Indtryk paa mig. Vistnok var det kun en enfoldig Kunstner med ringe Uddannelse, der en Gang skar dette Christushoved i Træ; men jeg tænker, han maa selv have erfaret stor Hjertekvide og Sjæleangst indtil Døden, siden det gaves ham at lægge et saadant Udtryk i Smertensmandens Træk, at det altid har tyktes mig, de vare saa levende som noget Menneskes. Men i hin Nat, da mit Hjerte vaandede sig i Døds-
