43
hun allerede igjen efter at kunne hengive sig til dem; maaske i det Haab, at de her i den frie Luft og det klare Dagslys vilde klare sig ud af deres natlige Vildrede og Febertaage.
En stor Stilhed omfreder hende. Den dirrer rhytmisk i Insekternes Summen og oplives snarere end den brydes af Solsorternes Sange i Frugttræerne og Finkernes i Skovbrynet — Fuglestemmer, der have Afskedens Vemod, thi Snct. Hansdag ligger mer end en Uge tilbage.
Dog nu brydes denne Stilhed af en Lyd, som er langt spædere end Fuglesang og Insektsummen: — Trægaardens Laage knirker, Klinken klirrer.
Fodtrin nærme sig over Grønsværet — Skridt, som hendes Hjerte kjender og byder velkommen med urolig Banken.
Er det et Besøg, hun hemmelig har ventet? er det maaske for dets Skyld snarere end for Tankernes, at hun ønskede at være ene?
Ønsker hun, eller frygter hun denne Samtale?
Hun veed, at den maa finde Sted. Og nu da Biskop Ottomar sætter sig ligeoverfor hende og byder hende Godmorgen og Guds Fred, staar der ingen anden Begyndelse paa denne Samtale til Raadighed for hendes blysomme Forvirring, end at spørge, om Hns. Høiærværdighed har sovet vel den første Nat paa Borg Langenstein. Næsten til sin Forskrækkelse finder hun, at dette mest dagligdags af alle Spørgsmaal viser sig som den gjenneste Vei ind til Sjælenes allerlønligste Indelukker.
— Den første, og dog saa langt fra den første, som min ædle Frue vel veed, skjøndt hvilke Nætter jeg har tilbragt her, veed ingen uden jeg selv … Mere drømt end sovet, iøvrig, for ikke at lade Eders venlige Forespørgsel
