29
egne ere tilmed i Skygge. Hun veed at de ere stivnede og blege; hun føler Hjertet banke under Brystdugen. Det er fra de første Ungdoms Dage af en kjær gammel Vane hos dette taabelige Hjerte at banke heftigt ved Navnet Ottomar; men i den sidste Halvtime har dette Navn skaffet sig ny og frygtelig Ret til at gjøre hendes Puls urolig.
Hun tvivler saa lidt som de andre om at dette Besøg staar i den nøieste Forbindelse med den Pris, som Biskoppen har sat paa den store Gudsvens Hoved.
— Min Herre, Hns. Høiærværdighed, befinder sig paa en Rundreise i sit Diøces og beder min ædle Frue om at vise ham og hans Følge — som ikke er stort — Gjæstfrihed i nogle faa Dage.
Budskabet er befriende. Mon Overbringeren kan mærke, at de tre Mennesker aande lettere i dette Kammer?
— En saadan Anmodning er visselig at betragte som en synderlig Naadesbevisning. Kun vilde jeg meget ønske, at den var faldet paa et gunstigere Tidspunkt. Har Hns. Høiærværdighed ikke hørt om den grumme Sot, der har befaldet vor By?
— Da jeg forlod Hns. Høiærværdighed imorges, havde der endnu ikke forlydt noget om den sørgelige Tilstand, i hvilken jeg forefandt den lille Stad.
— Men vilde det da ikke have været rettere at ride tilbage og advare Biskoppen, at han i Tide kunde vende om og ikke udsætte sit for hele Kirken saa kostbare Liv for saadan Fare? og skulde der ikke være Tid dertil endnu?
— Min naadige Frue kjender ikke Biskop Ottomar. Hans Sindelag er saaledes beskaffent, at han ingenlunde lader nogen personlig Fare hindre ham i Udførelsen af
