28
Par Timer. Jeg er Famulus hos Hns. Høiærværdighed Biskop Ottomar af Regensborg.
Dette Navn minder endogsaa Gertrud om at selv hvor dette forjættende og tilsyneladende himmelsendte Væsen færdes, ikke Alt er lutter Fred og Englelighed. Et uvilkaarligt halvkvalt Udbrud fra de to Kvinder og et hastigt mellem dem og Hushovmesteren vexlet Blik undgaar ikke Gjæstens Opmærksomhed; saalidt som det saare flygtige Smil, hvormed han bogfører det Indtryk, Navnet har gjort, undgaar den trofaste Konrad. Denne sluger den Nyankomne med et Blik, der ingenlunde har vundet i Venlighed, siden han erfarer, af hvem han er sendt.
— Biskop Ottomars Afsending er en æret Gjæst paa Borg Langenstein. Træd nærmere, Hr. Famulus, og tag Plads før I meddeler os, i hvilket Ærind Hns. Høiærværdighed har skikket Eder hid.
Saaledes opfordret overskrider den unge Mand Tærsklen med nok et dybt Buk og sætter sig paa den Stol, som Hushovmesteren rykker tilrette for ham. Derpaa lukker Konrad Døren til Trappen og bliver staaende ved Karmen saa stiv som en Støtte, idet han ser paa Gjæsten med et Blik, som denne føler i Ryggen med en ubehagelig Fornemmelse, og i hvilket Renata med Skræk læser den vilde og vage Tanke, at der i Nødsfald er et aabent Vindue ved Haanden og nedenunder det tre hundred Fod brat Klippevæg ned til Floden, hvis Strømhvirvler nu i den tilstundende Nattestilhed lydelig sende deres Brusen op til dem.
Det er meget lidt Lys, som gjennem dette Vindue nu trænger ind i Stuen. Tilstrækkeligt til at skjelne Skikkelserne, langtfra nok til at forske Ansigtstræk. Hendes
