27
end hvad der kan findes deraf i Borgens Gaard og Længer, Kemenat og Have.
"En af de Sorte," tænkte Hushovmesteren — "Pharisæer og Skriftklog … Øgleyngel … kalket Grav, som man ser med et halvt Øie."
Han staar den Nyankomne nærmest, og Ansigtet behager ham mindre end Frøkenen.
Renata tænker:
"Han staar dér som en sort Løber paa et Skaktavl. Vil han byde os mat, saa tage han sig ivare for Dronningen!"
Gjæsten bøier sig dybt, og Kappen kommer af Hovedet med et Sving, der lader dens Fløielssøm feie Dørtærsklen.
"Kronraget er han allenfalls ikke," bemærker Hushovmesteren i sit Inderste — "med mindre han da bærer Tonsuren skjult, og det er de værste!"
"Hvilken ædel Anstand," er Gertruds Indtryk.
Renata tænker: —
"Han hilser mig over min Rang, som om jeg var Rigsgrevinde eller Fyrstinde. Sligt baader sjelden godt."
Men heller ikke hun kan nægte, at hans Røst lyder behagelig nok — i Gertruds Øre klinger den som en Ærkeengels, da han spørger, om han — som han formoder — har den Ære at staa for Borgens Frue, Renata von Laufen-Langenstein.
Med en Bøining af Hovedet bekræfter Renata hans Formodning.
— Hvem er I, unge Mand, og hvad fører jer saa sent til vort?
— Senere end jeg havde haabet, ædle Frue. Men et Vanheld, der tilstødte mig underveis, har sinket mig et
