23
ham og ikke veg fra hans Leie! Men skulde man tro, der gaves slig Skjændighed, endog den hellige Apostel siger os at Tungen er en Ild og en Verden af Uretfærdighed — og saadan en Ild er Stephens Tunge, som Gud lade tørre hen i hans Mund som Aske, før den brænder dem op, hvis Kjortelsøm han ikke er værdig at røre: for al den trofasteste Hustruomsorg, der nogensinde har pleiet en sotslagen Mand, den vender han imod Fruen, sigende og forsværgende sig paa, at hun i Lægemidlerne har givet ham en snigende Gift ud af en liden Flaske, som han selv har set i hendes Haand og som hun opbevarer i det Ibenholtskrin, der nu stod her paa Bordet og hvilket Fruen lukkede inde i Skabet; og at den indeholder alskens Lægemidler, det veed vi jo … men dette var en liden langlig Flaske af guldbesprængt Glar, hvilken Naadigfruens Farfar havde bragt med hjem fra Korstoget til Saracenernes Land, hvor de ere fremmelige i alskens Djævelskab. For Stephen havde hørt om den af sin Fader, der var Dreng den Gang Korsfareren kom hjem … Nei nei: lille Frøken! I maa ikke tabe Modet.
— Men hvad skal vi dog gjøre — hvad skal vi dog gjøre?
— Vi skal stole paa Gud, og vi skal først og fremmest forhindre at Naadigfruen besøger de Syge dernede —
— Kan de frygte hende, som de aldrig har erfaret Andet end Godt af?
— Nei nei, der er vel ikke Mange troe paa Stephens onde Tale endnu, endda det er bedre ikke at lede Tanken hen paa den just nu. Bedre at de sige, hun frygter Smitten, det kan de forstaa. Men hvis Fruen gik om i Husene og Soten tog til derefter og Folk døde — hvem veed hvad den lille Flamme, Stephen har i sin Mund
