22
— Sige til enhver, der gider høre saadant Snak over et Krus af hans Godtøl, at alle Ulykker og Pestillens kommer ned over dem fra os heroppe, fra denne Borg, som er en Kjætterrede, et Beghardhus, som man skulde ryge ud, før de Alle maa bøde for det … jo, det er det, han kan sige … Og han siger det, som værre er.
Gertrud støtter sig blegnende til Bordet — hendes dirrende Læber kan neppe aande et "værre endnu?" frem.
Den lange Hushovmester bøier sig, som om det, han har at sige, kun kunde meddeles med hviskende Røst, selv under fire Øine i et velaflukket Kammer: —
— Stephen var her jo og havde været her fra Dreng af, for den Sags Skyld, under Naadigfruens Fader — men han var her endnu for fem Aar siden, da Naadigfrøknens Broder, min gode Herre — Gud være hans Sjæl naadig! sygnede hen og omsider gik bort.
Den unge Pige nikker — hendes Ansigt er ikke længer blegt men graat.
— Og Stephen begynder nu at hviske i Øret paa alle og enhver — han har da hvisket det til min Gudsøn Badskjæreren — at Naadigfruen aldrig har kunnet lide sin Husbond … Gud forlade ham for æreskjændersk Uhyre han er, som om vi ikke havde set, hvordan de levede sammen, saa ethvert Par i Christenheden kunde have taget sig et Forbilled deraf! … og at hun havde en hel Anden i Hu — en saare høitstaaende og fornem Mand, men noget Navn har han da ikke nævnet … og udaf saadan syndig Elskov havde hun forgivet sin Husbond — —
Et Skrig afbryder ham.
Gertrud synker sammen paa Stolen.
— Og vi som har set hvordan Naadigfruen har pleiet
