268
Med nænsom Arm løfter han Renata op fra Puden og støtter hende, da hun sidder opreist. Han tager Kalken fra det lille Bord, paa hvilket han har stillet den fra sig for at hjelpe hende, og fører den til hendes Læber, og hun selv holder om Bægret, drikkende begjærlig, og dog saa forsigtig. Er der end nok for dem begge, ikke en Draabe tør gaa tilspilde! Før hun under sig den sidste Slurk, overbeviser hun sig om, at mer end Hælften af den brune Saft endnu flyder i sin gyldne Beholder.
Saa tager hun med et fortrøstningsfuldt Suk Bægret fra Læberne og læner Hovedet mod hans Skulder, og han sætter Kalken tilbage paa det lille Bord ved Siden af Leiet.
"Det var Dødssakramentet," tænker han. "Mangen har jeg givet det til, men til Ingen, der var halvt saa værdig."
Hendes Hoved bliver dèr, hvilende paa hans Skulder, og han holder hende fast i sin Arm. Af og til en svag Gysen, en Trækning ved Skulderen, en Sitren af det halvt lukkede Øielaag, et Par korte, gispende Aandedrag — dog det er Efterdønninger, der meget snart stilles. I langsom Regelmæssighed hæver og sænker den blodgjennemsivede Brystdug sig; der kommer Farve i de blege Kinder.
— Er Smerten nu forjaget, Elskede?
Renata nikker.
Saa lyser der et Smil op i hendes Træk: en klassisk Erindring: hin romerske Vivs "udødelige Ord".
— Non dolet, Pæte![1]
- ↑ Pætus var dømt til Døden. Hans Hustru Arria stødte sig en Dolk i Brystet, trak den ud og rakte den til sin Husbond med Ordene: »Det smerter ikke, Pætus«.
