262
rere Tilfælde, til det mindre Ban … Dette er et Brev til Prioren i Snct. Jacob, en brav Mand, som er mig hengiven; det lægger ham med samme Begrundelse paa Hjerte, af al Magt at befordre Eders Reise, som i denne Egn paa Grund af de urolige Tilstande kunde være truet med Forsinkelse, at overlade Eder et Ridedyr, give Eder en paalidelig Munk med til Veiviser og paa anden Maade være Eder behjelpelig.
Ottomar overrækker Gudsvennen de to Pergamenter, som denne gjemmer i sin Taske. Saa tager han sin Signetring fra Bordet, hvor den er bleven liggende ved Siden af Seglvoxet.
— Og lad mig saa sætte denne Ring paa Eders Finger. I vil bære den ikke blot som et Vitterlighedstegn men ogsaa som et Minde om denne Stund og om en taknemmelig Ven. Den passer helt vel paa denne Haand, synes mig, da den er bleven skjænket mig af en vælsk Kardinal, paa hvem jeg just maatte tænke, da vi mødtes deroppe paa Kalvariebjerget; for hos ham saae jeg et Billed af den barmhjertige Samaritan. Rubinen er fra Levanten og har Ord for at være en Talisman. Vi vil haabe, at den maa bevise sin Kraft og beskjærme Eder.
— Hvis Gud har Brug for mig som Arbeider paa sit Vinbjerg, saa vil Ringen nok kunne øve sin Kraft, svarer den store Gudsven og lægger sin Haand paa Bispens Skulder.
— Jeg tænker det med, og saa gaa I trøstig den gode Vei, kjære Mester, udrustet til Eders Vandring af Kirken, saa godt den for Øieblikket formaar.
Et Smil kruser Ottomars Læber, da han tilføier:
— Se, jeg har allesinde været en Modsætningernes Natur, en Aand, der havde sin Glæde af Paradoxets
