261
Tid. Jeg veed, I kan finde Veien til den grønne Wörth i Ill-Floden.
— Den grønne Wörth skal jeg visselig ikke forglemme i mine Levedage, om deres Afslutning nu er nær eller fjern.
Idet Konrad siger disse Ord, møder hans Blik Ottomars.
Denne reiser sig.
— Nu veed jeg, Hushovmester, hvor jeg har set Jer før. I var med Eders Herre Hugo von Laufen, da jeg havde Holmgang med ham paa den grønne Wörth, og han fik det usalige Saar, meget mod mit Ønske. Derfor saae I altid saa mørkt paa mig.
— Derfor, ja, og for den Pris, I havde sat paa Mesterens Hoved.
— Mesteren har tilgivet mig det — vil I tilgive mig min Strid med Eders Herre, eller vil I skilles fra mig i Vrede?
— Fra Eder, Herre, som redder den store Gudsven! udbryder Konrad, idet han trykker den fremrakte Haand mellem begge sine.
— Jeg haaber forvist at gjøre det. — Her er nu de færdige Skrivelser, Mester. Denne er et aabent Brev at forevise til Enhver, som maatte spørge Eder ud eller gjøre Mine til at lægge Eder Hindringer i Veien. Det kundgjør at Ihændehaveren deraf og til yderligere Vitterlighed af min Rubinring, Kjøbmanden Johann Rinck fra Basel, er sendt af mig i en vigtig Mission i den store Gudsvens Sag, om hvilken det er bekjendt, at jeg har udsat en Pris for hans Paagribelse. Hvorfor Enhver, der gjør sig skyldig i paa nogen Maade at opholde bemeldte Kjøbmand underveis eller volde Forsinkelse af hans Fremkomst, hjemfalder til Kirkebod eller, i svæ-
