253
— Jeg har at melde Naadigfruen, at Kurt, hvem jeg sendte gjennem Skoven ad Affortsbach til, har fundet Hulveien deroppe spærret med fældede Træer og en Mængde væbnede Bønder bevogte den.
— Saa er den eneste Vei spærret.
— Men Spangen? spørger Ottomar — kan ikke i det mindste Kjøbmanden undkomme til Fods ad den Vei?
Et varmt Blik fra Konrads smaa dybtliggende Øine takker ham for dette Spørgsmaal, men det besvares med en mismodig Hovedrysten.
— Spangen er besat og Kuren melder, at Kalvariebjerget vrimler af oprørske Bønder.
Vincentius ler: —
— Fælden er klappet til. Broder Martin har holdt Ord. Snart vil han banke paa Porten.
De komme. Han hører Korstogsraabet dernedefra. Det er for at se dem komme, han er styrtet herop, og se dem vil han.
Utaalmodig skubber han Gertrud til Side, som vil hviske ham et Par Ord i Øret, og staar ved Vinduet, Hele Broen er fuld af dem! De er at se paa den nederste Ombøining af Stien. Nogle klatre op mellem Buske og Klippestykker, hvor der ingen Sti er, aabenbart fordi Veien er spærret af Toget. Men den kan man ikke se for Klippe og Skov. Kun dér — glimter det ikke allerede dér bag Løvet?
Han rækker sig længer ud, for at se bedre.
Det flagrende røde Tørklæde blinder ham. Han river det løs, og i sin vanvittige Iver vinker han med det, som kunde han derved paaskynde Korsfarernes Marsch.
Med et fortvivlet spørgende Afmagtsblik ser Renata paa Mesteren, som taler sagte til den skjælvende Gertrud, paa den grublende Ottomar, paa Konrad — —
