252
— jeg har Vidneudsagn for det — for at blive Eders — og hendes pestilensialske Kjætteri er bedst bevidnet ved hendes Forbindelse med denne Mand, med — den store Gudsven … Hvad, undrer det Eder ikke, Bisp Ottomar?
— Intet andet undrer mig end Eders Frækhed.
— Ikke det Skarpsind, der opsporede Vildtet, skjøndt I skikkede mig paa falsk Spor? Ja, jeg alene fandt Ærkekjætteren og har Vidneudsagn imod ham — o, det aner ingen endnu dernede, end ikke Broder Martin, hvilken kostelig Fangst — —
I Døren til Alkoven staar Konrad.
Mer end nogensinde er hans Haarkabuds i Færd med at bore sin Spids ned i de sammengroede Bryn og lade Pandestrimlen forsvinde i et Par dybe Rynker.
Det er hans Blik, der faar Tungen til at stivne i Vincentius' Mund.
Gertrud, der har reist sig ved hendes Elskers Indtrædelse og mer end een Gang har forsøgt at lægge sig imellem med en Redegjørelse, saa forvirret hun end er og saa lidt hun begriber hans Færd: — Gertrud benytter denne Pause. Hun griber Renatas og Gudsvennens Haand: —
— Frygt ikke, han taler kun saadan nu. Det er jo ikke hans Mening at volde mig eller mine Venner Men. Han vil udfri os Alle fra denne skrækkelige Mands Vold …
Hendes Blik peger paa Ottomar, som nu vender sig til Konrad.
— Godt, at I kom, Hushovmester! Jeg vilde just sige Jer …
Men Konrad afbryder ham, idet han gjør sit underdanige Buk for Renata: —
