248
imellem med sin Krumstav mod hans Jagtspyd! — Ikke at tale om, at han tillige fanger Kjættersken og derved søndertræder Bisp Ottomars Hjerte … Og kan hænde ogsaa den Drøm gaar da i Opfyldelse, at han ved Gertruds Haand tillige vinder Borgen her, hendes retmæssige Arvelod.
Naar han har kunnet vinde hende, hvad er der da som han ikke kan udføre? Hvorhen kan ikke den fare, som har Lykkens Vind i sit Silkeseil?
Se det røde Flag vifte, hør det smelde i Luften!
Længst har Broder Martin nu set Tegnet.
Hvad den hvide og den sorte Vimpel betyder, veed han jo. Men nu dette røde Flag, der lyser saa vide i denne brændende Eftermiddagssol … Hvad kan det betyde? Kan han høre dets Seiersraab: — "Jeg har ham, ham, den store Ærkekjætter! Blot hurtig gribe til, at han ikke undslipper! Det er os, der fange ham, os, der vinde Prisen, som er sat paa hans Paagribelse, og langt, langt mer end den! vil vi ikke komme til at staa som Kirkens og hele Christenhedens Velgjørere? .. Hid til mig! hid til mig! …"
O nei, det kan han ikke høre. Ikke Ordene. Men hans gamle Munkehoved er for klogt til ikke strax at fatte, at der er kommet noget Nyt og Uventet til, noget ganske Særligt, som maner dobbelt og tredobbelt, maner til at samle sin Kraft og bruge den, mens man har den — ramme hurtig og ramme haardt.
"Blæs Vind — udfold dig, strøm og smeld i Luften, mit lysende Flag! Du er min Dames Farve; selv har hun skjænket sin Ridder den. Du er Kampens og Seirens Farve! Du er heist paa Fortunas Skib, det farer med fuld Bør, det bærer Vincentius og hans Lykke!"
