247
om dette maaske skulde være Bispens Mening. Om denne rænkefulde Mand har ladet ham anvise Bystuen til Opholdsted, det eneste Værelse i Borgen, fra hvilket det er muligt for en dristig og behændig Klatrer at flygte, idet han lader sig fire ned til den første fremspringende Stenkant ved Hjelp af et Lagen, ikke Tale om en Rebstige; i det Haab at han skulde benytte denne Leilighed og derved naturligvis knække Halsen.
Saa helt er han gaaet op i sin Rolle som Bagvadsker, da han fik Gertrud til at se den incarnerede Djævel i Bisp Ottomar, at han nu selv er smittet af hendes Lettroenhed, saa at denne Tanke neppe er dukket op, før det ogsaa allerede staar fast for ham, at dette og intet Andet er Meningen med denne Ombytten af Værelserne. Men hvilken retfærdig Nemesis, naar det just derved er blevet ham muligt at sætte sig i Forbindelse med sin Forbundsfælle og kalde Hjelp op for sig selv og for Gertrud. Ja, ogsaa for Gertrud, thi han har allerede talt sig ind i den Forestilling, at det gode Pigebarn svæver i stor Fare, ganske bortset fra at hun jo elsker ham, saa at hans Fare er hendes Fare.
Hvilken Triumf, naar han ved denne uventede Udnyttelse af Modstanderens underfundige Skaktræk kom til at staa som Seirherre og kunde se denne hovmodige, lunefulde og ondtsindede Foresatte ydmyget i Støvet for sine Fødder!
Det er et høit Spil — han veed det. Men han føler ikke sin egen Fare mere. Hele hans Væsen dirrer ved denne Jagtlyst: at nedlægge det store Kjættervildt. Hvor let lykkedes det ham ikke at vinde den unge Ridderdames Hjerte, samtidig med at han ved hendes Hjelp kom dette Ædelvildt saaledes paa Sporet, at det neppe længer kan undslippe ham, skjøndt Kirkefyrsten selv træder
