244
Ottomar sidder i en Lænestol ved Vinduet, bladende i en Bønnebog — en sømmelig Syssel for en Bisp, om hans Blik end fast udelukkende dvæler ved de forgyldene, i brændende Farver straalende Initialer og Marginaler, som han mindes saa vel og om hvilke han veed, at de allerede have fortryllet Renatas Barneøine.
Hns. Høiærværdighed er naadig stemt, næsten huldsalig. Han er meget tilfreds med Arbeidet, men vil ikke høre tale om at hans Famulus allerede nu i Aften skulde begive sig paa Vei igjen. Aldrig har nogen Foresat vist sig ømmere bekymret for sin Undergivnes Nattehvile. Han har endogsaa betænkt, hvor den skal finde Sted: lige ved Haanden, i det tilstødende Værelse, nei, ikke det femkantede men hvad de her kalde "Bystuen". Skulde han have Brug for Sekretairtjeneste af en eller anden let Art, behøver Vincentius ikke at stige de steile Trin op og ned — se her, hvor bekvemt: fra selve Gemakkets Alkove kan man træde lige derind!
Han aabner selv Tapetdøren og fører sin Famulus ind i hans nye Sovekammer, viser ham Madradsen, som er redt til ham paa Gulvet, hvor han nok vil kunne sove godt inat, om end Leiet er lidt feltmæssigt — ecclesia militans, ikke sandt? …
Hvorpaa Hns. Høiærværdighed vender tilbage til sin Vindues-Lænestol og sine Bønnebogs-Betragtninger.
Aldrig saa snart har Vincentius overbevist sig om at han er ene og i alt Fald i nogle Minutter vil forblive uforstyrret, før han faar det røde Tørklæde frem og Papirstumpen ud af Folderne. Han læser: —
"Vi skal bort imorgen. For mig vil man skjule det. Gud staa os bi! Din Gertrud."
Vincentius nikker: det er, som jeg frygtede. Altsaa fuldt Signal, og lidt til.
