Side:Guds Venner.djvu/25

Denne side er blevet korrekturlæst

17

kunne tage det Navn i deres urene Mund, som end ikke hans Trofasteste kjende. Men ellers var han nævnet rigtigt nok: "den Ærkekjætter, som de kalde den store Gudsven" — det var Ordene, som de stod paa Kirkeporten.

— Og der var ingen Beskrivelse, hvorefter ildesindede Mænd kunde kjende ham?

Dette Spørgsmaal tænder et fiffigt Glimt i de smaa Øine under de kratagtige Bryn og forvolder en sælsom Sammenkrympning af Mundvigen, hvor den vil skjule sig i Skjæggelyet, samt en sagte, nærmest gryntende Lyd, der indleder hans Svar.

— Aa jo, naadig' Frue, en Beskrivelse var der jo da. Ærkekjætteren var en alderstegen Mand, med hvidt Skjæg, der faldt ham ned over Brystet, klædt i groft, luvslidt Gevandt paa Grund af den store Armod, hvormed den guddommelige Retfærdighed alt herneden hjemsøger denne Mands svare Synder mod den hellige Kirke, hvorfor han som oftest vandrer over Land som en farende Visesanger, ledsaget af en Gangerpilt, som bærer hans Harpe.

Ogsaa Renatas blege, sammenpressede Læber smile nu: —

— Værer fromme som Duen og listige som Slangen, staar der skrevet. Mig skulde det undre, om vi fik ham at se i samme Skikkelse som sidst.

— Hvis jeg tør være saa fri at ytre en Mening, saa var det sandelig den selv samme Tanke, der gik gjennem mit eget Hoved, da jeg læste Beskrivelsen. Men hvordan den Guds Mand saa monne formumme sig — og jeg tænker at dette Par Øine skulde se gjennem en Munkekutte og