238
rigtignok var hans Opførsel den Gang afskyelig; men jeg er alligevel vis paa, at han elsker hende nu … mer end det er en Bisp tilladt at elske.
— Desto vigtigere er det for ham at være i Besiddelse af saadanne Magtmidler, hvormed han kan tvinge hende efter sin Vilje.
Gertrud, hvis sidste Ord have drevet hende Blodet i Kinderne, ser paa ham med store forskræmte Øine.
— Dog det fik være, hvis han blot ikke ogsaa havde dig i sin Magt.
— Mig? Hvad ser du dog for Spøgelser, du taabelige Mand? du hører jo kun med et halvt Øre hvad jeg siger dig, og strax er det ude af det igjen! Sagde jeg dig ikke, at han elsker Renata? … han er kun kommen hid, fordi Længslen efter hende blev ham for stærk, det er jeg vis paa. Hvad kan han da bryde sig om at have mig i sin Magt eller ei?
— O du elskelige Uskyld! Ved du ikke at du er endnu smukkere end din Svigerinde —?
— Vincentius, driver du Spot med mig? Som om jeg kunde falde paa at sammenligne mig selv med Renata! Vidste du ikke at jeg var din, maatte jeg tro at du vilde vinde mig ved falsk Smiger.
— Mig maa det i alt Fald være tilladt at se dig smukkere end hende, og at du er langt yngre, kan du ikke nægte. Troer du, han er blind for det, for din Friskhed, din Pigeynde — han, Bisp Ottomar? Jeg siger dig. Stortyrken i sit Harem er en Helgen mod saadan en Kirkefyrste.
Gertrud er bleven baade hvid og rød. Hun har sat sig paa en Løibænk, stirrer ned for sig og vrider sine Hænder.
— Min Gud, at Sligt kan være muligt!
