236
— Den store Gudsven? —
— O Gertrud, har du ikke mere Tillid til mig? Jeg veed helt vel, hvem denne Kjøbmand er. Men troer du jeg vilde volde en Mand Skade, som er din Ven? — "din Ven og Guds", som han skrev i den Fortydskning af Epistlerne, du viste mig. Hvis du virkelig elsker mig, kan du ikke tænke det om mig.
— Nei, nei, Kjæreste, men det er jo saadan en stor Hemmelighed, og jeg havde ikke Ret til at betro den til Nogen. Han er omgiven af Farer, vi maa Alle være saa forsigtige. Og hvad skylder jeg ikke denne Mand! Tænk dig, at han har frelst min Broders Liv.
— Er det muligt?
— Ja, det er lang Tid siden. Det skete i Strassborg, min Broder kjæmpede med Ottomar von Winterstetten for Renatas Skyld.
— Det har du slet ikke fortalt mig.
— Ikke? Men jeg fortalte dig, at Winterstetten havde været trolovet med Renata og skammelig forladt hende. Derfor udfordrede min Broder ham og forfulgte ham lige til Strassborg — for han var feig nok til at flygte — og dér blev Hugo haardt saaret i Tvekamp. Han blev pleiet af Slægtninge, som vi have dér, og i deres Hus kom den store Gudsven; men den Gang var der endnu Ingen, der kaldte ham saaledes. Han var en Kjøbmand, men var kommen til Strassborg mest for at høre Tauler, af hvis Prædikener der gik stort Ry. Paa sine Reiser til Vælskland havde han lært meget af Badskjærerkunsten, og han pleiede Hugos Saar og talte med ham om Tauler og om Livet i Gud; og min Broder, der følte sig paa Dødens Rand, var da mere modtagelig for saadanne Betragtninger, end han ellers havde været. Saaledes fandt han en Læge baade for Sjæl og Legeme, og hans Saar
