235
— Han kom igaar.
— Om Natten?
Gertrud studser.
— Ja.
— Det var da Lynet slog ned paa Kalvariebjerget?
— Just som han betraadte Høiden, splintrede Lynet Krucifixet. Det havde nær dræbt Bisp Ottomar, som er syg endnu af Rystelsen.
— Bisp Ottomar? var han ogsaa dér?
— Han maa have vidst, at Kjøbmanden kom. Du veed, at han selv havde opfordret ham til at besøge Langenstein. Bispen var gaaet ham imøde midt om Natten. Ingen vidste Noget om det … Vincentius!
Røsten er ængstelig, bønfaldende — eller som om hun vilde kalde sin Elsker tilbage til sig selv og hende.
Han stirrer ud for sig, lige paa hende; men det er, som saae han igjennem hende ud i en Afgrund, hvis lokkende Dyb gjør ham svimmel: —
Just som hine to mødtes, just da den Fremmede satte Fod paa det Langensteiner Golgata, knuste den himmelske Vrede Egnens Palladium, det mirakelgjørende Krucifix!
Hvad var dog dette for en Mand, hvis formastelige Betræden af Helligdommen kaldte Lynet ned fra Skyen?
Hvo uden Ærkekjætteren — den store Gudsven?
I Vincentius' overtroiske Gemyt efterlader et saadant Jærtegn intet Spor af Tvivl.
Men han trænger til et mere almengyldigt Vidnesbyrd, og han har det ved Haanden.
— Saa er det altsaa virkelig lykkedes ham!
— Hvad mener du, Vincentius?
— Det er lykkedes Bisp Ottomar at faa "den store Gudsven" i sin Magt.
