234
protestere lydelig, saameget ind i Værelset, at han kan lukke Døren efter dem.
Hvorved Protesten bliver lydeligere.
— Nei, Gertrud — o jo, jeg maa kalde dig "Gertrud!" du vilde ikke skilles saa snart og saa koldt fra mig, hvis du anede, hvilken Fare jeg svæver i for din Skyld.
— Fare — min Gud!
— Du blegner! Tør jeg tro, at mit Liv er dig dyrebart?
— O Vincentius!
Hendes Udbrud døer paa hans Læber, som lukke hendes.
— Saa komme hvad vil! Du er min! Lad ham gjøre sit Værste! Jeg vil frelse os begge.
— Men ingen Fare kan true dig her, Vincentius.
— Just her, Elskede. Vid, at Bisp Ottomar hader mig, — hader mig, fordi han frygter mig. Fordi jeg veed Ting om ham — Ting, o, for dine jomfruelige Øren kan jeg end ikke antyde hvad jeg veed om ham. Intet Under, at han vil lade mig rydde af Veien. Ja, Gertrud! jeg veed, at han er i Besiddelse af Papirer, Breve fra min Haand med uforsigtige Ytringer, Ord, der kunne mistydes og vendes imod mig. Prioren i Weltenborg, som vil mig vel, advarede mig; han vilde skaffe mig et sikkert Asyl — —
— Og du vendte tilbage! O, Vincentius, dog ikke for at se mig?
— Det alene vilde have lokket mig tilbage; men det var ikke blot det. Hvor kunde jeg frelse mig selv og lade dig blive her i hans Magt, uden Beskyttelse?
— I hans Magt — jeg?
— Du og din Svigerinde — I Alle her er i hans Magt. Ogsaa denne Kjøbmand fra Basel — ja han allermest. — Naar kom han hid?
