16
Et Par smaa klare Øine og en Række gule Tænder lyse pludselig op midt i det haarede Ansigt. Dette Smil er alt det Svar han giver, men det er tilstrækkeligt.
— Saa kan du sige mig alt det underveis … Og hvad ellers? for jeg kan se at der er mere … Har du spurgt Nyt om Mesteren?
— Nei, det vil sige … hvor han er, har jeg ikke hørt noget om, desværre …
— Men hvad da? Der er da ikke tilstødt ham noget?
— Endnu ikke — .. endnu ikke, naadig' Frue.
— Endnu ikke …?
— Men jeg har set det, der turde være en haardere Hjemsøgelse end nogen Sot og Landeplage: et Opslag paa Kirkeporten, at enhver, som overantvortede den Guds Mand i Pharisæernes og de Skriftkloges Hænder — at sige, det var ikke Ordene —
— Nei, nei …
— og enhver, som gav Oplysninger, der ledede til hans Paagribelse, vilde faa en Belønning af hundrede rhinske Gylden.
— Min Gud! en Pris paa hans Hoved!… Og fra hvem er det Opslag?
— Ja det er Bispen selv, der har sat Haand og Segl under det.
— Ottomar, udbryder Gertrud — det tænkte jeg!
Intet Udbrud kommer fra Renatas Læber. Men hun er sprunget op og staar en Tid lang tungt aandende og stirrende ud for sig. Endelig ryster hun med Magt den Lammelsestilstand af sig, som Lyden af et Navn synes at have kastet over hende:
— Var hans Navn angivet?
— Det var neppe at vente, at Belials Mænd skulde
