231
Vincentius har kun læst nogle faa Linier, da han studser og standser.
Hvorfra kjender han dette eiendommelige Træk, denne Snørkel, der et Par Gange vender tilbage? Det er ikke mange Dage siden han har set den. Og nu veed han det ogsaa: Tilegnelsen i Gertruds Epistel-Fortydskning "fra hendes Ven og Guds". Altsaa denne Kjøbmand fra Basel har for fem Aar siden været her — kom over Weltenborg og gjaldt den Gang for Bygmester, som han da ogsaa nu stod dernede i det femkantede Kammer med en Passer i Haanden og forklarede Bispen og Borgfruen et Byggerids. Og Broder Martin har ikke talt om denne Gjæst; hvilket vil sige saameget som at ingen Sjæl nede i Langenstein aner noget om hans Ankomst! Intet Under: den Gang for fem Aar siden, var han om Natten gaaet over Kalvariebjerget og Spangen og "paa en hemmelighedsfuld Maade forsvunden i Borgen" — naturligvis er han denne Gang kommen den samme Vei paa samme Døgntid og har fundet Indgang paa samme Maade.
Vincentius springer op.
Skulde det være muligt? Bispen har sendt ham bort under Paaskud af at han skulde lægge Haand paa "den store Gudsven." Er det saa at han er kommen her tilbage med uforrettet Sag for at finde denne Ærkekjætter staaende ved Bispens Side? og var det just hin erfarne Prior, til hvem Bispen havde anbefalet ham (blot for at forlænge hans Reise), der blev Midlet til at aabne hans Øie? Hvorledes lød dog Weltenborger-Priorens erfarne Raad: "søg ham ikke blandt de vandrende Sangere, søg ham blandt omreisende Kjøbmænd og Bygmestre!"
Her var begge Dele i een Person!
