227
budt den. Ja min stakkels Procession! den blev der rigtignok sat en endnu grundigere Stopper for … ved denne frygtelige Begivenhed.
Og nu fortalte han om den egentlige Aarsag til al den Ophidselse, der var synlig baade i og udenfor Byen.
Torsdagen havde været den mest trykkende af alle disse hede Dage, men over Skovbjerget bag Borgen havde der hele Eftermiddagen staaet endnu tykkere Skyer end de, der saa ofte før havde vakt forgjæves Haab hos Borgerne. Thi Tørken og Heden syntes dem at være en Forbandelse, der var i Pagt med Soten. Tydelig kunde man se, at Regnskyerne saa gjerne vilde komme men ikke kunde, fordi denne onde Borg med sit truende Taarn holdt dem borte. Men denne Gang steg de høiere ved Aftentide, og Alle aandede op i sikker Forventning om Regn, der — som man forvist haabede — vilde bringe Sotens Aftagen med sig. Himlen blev mer og mer truende, og Folk vilde ikke gaa til Sengs, forventende et saare stærkt Uveir, indtil det dog varede dem for længe. Midt om Natten vaktes de imidlertid ved et Lynslag og et Tordenbrag, som de ældste Mænd i Langenstein ikke mindedes at have hørt Mage til; — kun et eneste, og ikke en Draabe Regn faldt. Den følgende Morgen var Himlen blaa som altid, og som en Løbeild gik det fra Mund til Mund, at Lynet havde knust det berømte mirakelgjørende Krucifix paa Kalvariebjerget.
— Nu ved I vel, Herr Famulus, at om end Bispen snerrer ad min Veltalenhed — endog der er Andre som have en anden Mening derom, men det kan jo være at den ikke er af tilstrækkelig verdslig Art for Hns. Høiærværdigheds Smag; sikkert er det at der af min Mund ofte taler en hellig profetisk Aand, om hvilken man ikke
