Side:Guds Venner.djvu/234

Denne side er blevet korrekturlæst

226

fordømme Værtshuse, i Syndeiiighed naar de føre gode uspædede Drikkevarer og have fromme Kunder, som vide at skjønne paa Guds Gaver, og naar Værten kjender sin Pligt mod Vandremunke) — saaledes havde man her overfor hin Djævlens Kro paa Klippen det hellige Kalvariebjerg. Altsaa en Procession op forbi alle Passions-Stationerne med Bønner og Lovsang ved hver af dem — og med en Messe læst foran Krucifixet — det var Remediet. Til den Ende havde han altsaa sammenkaldt en Forsamling ikke blot af Langensteins Borgere men ogsaa af ansete Mænd fra Landsbyerne i en vid Omkreds, hvilken, saasom der var periculum in mora, afholdtes henimod Aftentide om Torsdagen, udenfor det forgyldte Oxehoved.

"Men som det synes, at Satanas for denne Egns Synders Skyld haver faaet Magt og Myndighed at drive sit Spil, saa maatte det da hænde, at just som jeg var midt i min store Oratio, hvo skulde da pludselig staa midt imellem os uden Bisp Ottomar selv?"

Under den paafølgende Beretning blev Vincentius Gang efter Gang iklædt et Pandser af Gaasehud. Og imidlertid kunde han ikke blive enig med sig selv, om han skulde betro Broder Martin Historien med den usalige Kladde til det Brev, Graamunken havde modtaget fra ham, og dens usikre Skjæbne. Talte forøvrig ikke Bispens pludselige Tilsynekomst nede i Byen stærkt for at han ved dette Fund var kommen under Veir med Forræderiet?

— Om den paatænkte Procession synes I ikke at have sagt Bispen Noget? bemærkede han.

— Visselig ikke, da der ingen Tvivl var om, at han med sin ugudelige Tænkemaade — thi saaledes kalder jeg den mellem os — paa det Bestemteste vilde have for-