224
gaaet ved Døden, det vil sige næsten nøiagtig for fem Aar siden.
Vincentius studsede. Det faldt ham ind, at Indskriften i Frøken Gertruds Paulus-Fortydskning fra "Guds Ven" var dateret fem Aar tilbage, i Juli Maaned. Det var i alt Fald en paafaldende Omstændighed, som vilde have givet ham mere at tænke paa, hvis ikke hans Tanker havde været lammede af den Angst for den mulige Opdagelse af hans Forræderi, der steg gradvis, eftersom han nærmede sig sit Maal, og havde naaet Febertemperatur, da han saae Borgtaarnet kneise paa Klippen over den lille By.
Men trods sin Utaalmodighed efter at skaffe sig Vished og maaske endnu forhindre en Opdagelse, der i bedste Tilfælde bestandig truede for hvert Minut der gik hen, før han traadte ind i det femkantede Kammer: — trods det, at han saaledes havde Angstens Spore i Siden, kunde der ikke være Tale om, uden Ophold at ride tvers igjennem Byen. Just i den Stilling, han befandt sig i, var det af yderste Vigtighed for ham at sætte sig i Forbindelse med sine Venner hernede, fremfor Alt med Broder Martin, og erfare det mest Mulige og det Tilforladeligste om hvordan Sagerne stod.
Denne Nødvendighed paatrængte sig ham saa meget mere, som det var aabenbart, at der var noget Usædvanligt i Gjære.
Dette mærkede han endnu før han kom ind i Byen. Overalt saae han Landfolk i Bevægelse eller Grupper af Bønder i bevæget Samtale — hist og her havde de ogsaa sluttet Kreds om en Taler, enten det nu var en sekterisk Vandreapostel eller en Barfodmunk; Vincentius havde ikke Tid til at anstille Undersøgelser desangaaende. Da han kom ind i Langensteins eneste Gade, var
