223
steg Klosterhesten for at vende tilbage, foreløbig til Weltenborg, hvor han maatte overnatte.
Her havde han en lang og fortrolig Samtale med Prioren, hvem Bispen jo havde anbefalet ham som en klog og erfaren Herre.
Prioren undrede sig ikke over at den unge Mand havde gjort et frugtesløst Ridt. Han havde hele Tiden haft den Mistanke, at dette Rygte om Gudsvennens Sangerforklædning var udspredt af Kjætterne selv, for at vise Bispen paa Vildspor. Langt snarere skulde man have et vaagent Øie med reisende Kjøbmænd og navnlig Bygmestre, da dette var de falske Roller, som disse Valdenser-Apostle med Forkjærlighed benyttede. Hvad Borg Langenstein angik og dens formodede Sammenhæng med den store Kjætter, saa havde Prioren allerede længe haft den alvorlig mistænkt. For nogle Aar siden var en Reisende, en midaldrende Mand med paafaldende Ansigtstræk, kommen til Klostret for at lade sig sætte over Donau. Han udgav sig for at være Bygmester, og da Prioren førte ham ind i Kapellet og følte ham paa Tænderne, viste han ogsaa Kundskaber i dette Fag. Hvor han agtede sig hen, lod han sig ikke forlyde med. Prioren bød derfor hemmelig en ung Munk at følge efter den Fremmede for at udspeide hans Veie. Disse førte til Borg Langenstein, dog ikke gjennem Byen og over dens Bro, men over Kalvariebjerget og Spangen, som han overskred ved Midnatstid for paa en gaadefuld Maade at forsvinde i Borgen; naar han atter havde forladt den, havde Munken ikke kunnet opdage. Nu, da Prioren havde fornummet Rygter om at Borgfruen paatænkte Ombygninger, var denne Hændelse atter rundet ham oftere i Hu. Den havde tildraget sig just paa den Tid, da Borgherren, Hugo von Laufen-Langenstein, var af-
