222
det Brev, som han havde efterladt til Broder Martin hos Stephen Kromand i Langenstein. For han havde jo tilfældigvis Kladden i sin Taske. Han havde stukket den til sig blot for at den ikke skulde blive liggende i hans Kammer og falde i Andres Hænder. Men neppe havde han faaet Papiret frem af Tasken, før hans Knæ rystede, saa han maatte sætte sig paa Sengekanten. Disse Kragetæer, Ørnekløer — nei Djævlekløer! — saa forskjellige fra hans egen fine Skrift, og saa velkjendte! — Det var jo Bispens Udkast til Mittelmynster Brevet. Ja, men han husker dog tydelig, at han lagde det ind i Skrivelsen fra Stiftet; altsaa maa han i sin Hast, ved en Streg, Djævlen har spillet ham, have forvexlet de to Kladder, og hans egen til Martin-Brevet ligger nu paa Bordet i det femkantede Kammer i Borg Langenstein, indlagt i Stiftets Skrivelse!
Der kom ingen Søvn i hans Øine den Nat. Helst var han redet sporenstregs tilbage, midt om Natten, skjøndt han var mørkeræd og dødsensangst for Spøgelser. Forgjæves sagde han atter og atter til sig selv, at der ikke er den mindste Sandsynlighed for at det forræderiske Skriftstykkes fredelige Hvile i Bunken af "kirkelige Anliggender" skulde blive forstyrret. Hans Angst tilhviskede ham, at det hvert Øieblik kunde hændes, at Bispen søgte et eller andet Brev, som han havde givet Vincentius i Forvaring; maaske just det fra Mittelmynster, ja høist sandsynligt netop det. Og strax var han badet i Sved fra Haarspidserne til Tæerne.
Den følgende Morgen overbeviste han sig med stor Beredvillighed om den isengraa Sangers Uskyldighed, i alt Fald for saa vidt som han ikke var den søgte Ærkekjætter og overhovedet ingen Person af Betydning. Han sendte ham altsaa til Regensborg til Opbevaring og be-
