214
da han bar hende derhen. Mere levende — og dog mindre frygteligt; det er, som om det havde mistet noget af sin Braad, ja som om en forjættende Stemme tilsagde hende, at her skulde endnu en Gang — og snart — den sidste Rest af denne Braad svinde bort.
Og Kjøbmanden har Ret. Allerede hendes Indtræden og Nærmen, endnu mere hendes Stemme — ere de Ord, den bruger, end kun dagligdags Spørgsmaal, som man retter dem til en Lidende — men allermest det milde Strøg af hendes Haand over hans Pande har en underfuld Virkning.
Den samme Haand rækker ham snart efter den beroligende Drik, som skal sikre ham Nattehvile, og da han sover ind er det med den i sin.
Lænet til Alkovestolpen betragter Kjøbmanden dem med et faderligt Smil …
— — — — — — — — — — — — — — — — —
De ere samlede, de tre, i det femkantede Kammer.
Tolv Timers uafbrudt Søvn har styrket Ottomar saaledes, at han ud paa Eftermiddagen kan ombytte Sengen med en Lænestol. Han har dikteret Kjøbmanden en Del af Münchener Brevet. Men da dette i Begyndelsen velgjørende Arbeide efterhaanden aabenbart trætter ham, faar Kjøbmanden ham til foreløbig at afbryde det.
— Jeg har al Resten her, siger Ottomar mismodig, pegende paa de Papirstykker, som indeholde hans eget Udkast og som han fra Tid til anden har raadspurgt. Det kunde til Nød bruges, som det er. Men I kan umulig finde ud deraf, det kunde kun min Famulus.
Kjøbmanden ryster smilende paa Hovedet efter i nogle Sekunder at have betragtet de sælsomme Skrifttegn.
— Ja havde vi blot den unge Mand her — —
