213
regnede ud, at Brevet maatte naa hans Famulus i rette Tid, naar det imorgen Aften afgik med ridende Bud til Regensborg, hvad jeg lovede ham paa Eders Vegne.
— Det skal ikke komme til at mangle paa det. Ellers kunde jeg vel tænke mig efter hvad Ottomar har antydet for mig, at det ingenlunde er blot og bar Febervildelse, om end hans Tilstand vel kan overdrive Brevets Vigtighed. Og hvad var saa den anden Sag, som I fandt af større Betydning?
— Af større Betydning men tillige maaske lettere at raade Bod paa. Hvad der er foregaaet igaar Aftes mellem ham og Eder derinde, det tynger svart paa hans Sind og lammer hans Livsaander. Han troer sig forvist, banlyst fra Eders Hjerte, mærket med Eders Foragt og Uvillie, Jeg veed at I kan tage dette onde Mareridt fra ham med et Haandtryk, med et Ord, med et Blik fra Eders Øine, og, ikke sandt, vi vil ikke tøve med at vise ham denne Velgjerning, som vil virke mere for ham end alle Europas medicinske Fakulteter kunde gjøre?
Han har reist sig og gaar hen til en lille Dør i et Hjørne af Kammeret — det femkantede. Da dets Indehaver, Vincentius, er fraværende og ikke ventes tilbage, har man taget det i Brug som et Forværelse, der har bekvem Forbindelse med Renatas Gemak. For i dette har hun nu anbragt Ottomar, da der ikke kunde være Tale om i hans lidende Tilstand at lade ham blive oppe i Taarnkammeret.
Gjenskinnet af en mat Solnedgang fylder Renatas Gemak med et usikkert Skjær. Inde i Alkovens Skygge løfter et blegt Ansigt sig fra Puden paa den store Egetræsseng. Mindet om hin frygtelige Time vaagner mere levende hos Renata end nogensinde, idet hun sætter sin Fod paa Trinet — det Trin, Ottomar var snublet over,
