14
stormfuld Aftenhimmel. Inde i den halvdunkle Alkove, paa den hvide Pude i den store Egetræsseng, det graa Ansigt af en døende Mand — det bønfaldende Blik i de matte og dog saa glødende Øine — de bævende Læber, som neppe kunne fremstamme deres Bøn: Bønnen om den Saraceniske Kvindes brune Draaber — de halvhundred Draaber!
Nedenunder bliver en Dør lukket op og i.
Hastige og tunge Trin gjenlyde i Trapperummet.
Renata tager sig sammen.
Hun griber den østerlandske Flaske, som hun har lagt fra sig paa Bordet mellem to Bundter Linned, vikler den omhyggelig ind i et Silketørklæde og gjemmer den i et Hjørne af Ibenholtskrinet.
Og nu endelig besvarer hun Svigerindens Spørgsmaal.
— Nei, Gertrud. Den vil vi ikke tage med os derned. Vi vil holde den tilbage for os selv — — for alle Tilfældes Skyld.
