XX
— Saa havde I altsaa opgivet at se mig denne Gang?
— Ganske vist. Jeg vidste jo, det var Eder velbekjendt, at Bisp Ottomar opholdt sig her.
— Netop. Og den Tanke kunde ikke falde Eder ind: Mesteren veed hvad mit Forhold til Ottomar von Winterstetten har været i vore unge Dage; han maa sige sig selv, at der forestaar mig de sværeste indre Kampe, og han vil visselig ikke lade sin Datter i Stikken, at hun kan fægte denne Strid alene ud, uden Bistand og Støtte?
— Hvis en saadan Tanke ogsaa var kommen, saa kunde jeg dog ikke hengive mig til dette Haab. I har større Opgaver, I har vigtigere Ting at tænke paa end den Enkeltes Sjælekampe. Hvor skulde jeg kunne ønske, at I for min Skyld skulde begive Eder i Fare og endogsaa — —
— stikke Hovedet ind i Løvens Hule, som den brave Konrad var ved at sige inat, da han til sin maalløse Forundring saae at jeg kom med den tæmmede Løve i Hælene. Aa nei, jeg tænker ikke, den vil sluge mig. Men naar jeg paa en Maade kom just i det rette Øieblik, saa er jeg dog bedrøvet over at jeg egentlig er kommen for sent, saa at I dog har maattet kjæmpe Eders Strid igjennem til Seir alene og uden min Bistand.
— O, sig ikke det, Herre! Det har været mig til uendelig Trøst og Befæstning at kunne udøse mit Hjerte for
