209
at Forsøget nok er mislykkedes — da lyder der Trin paa den anden Side af Muren og en svag Lysning nærmer sig.
I den lille Dør bliver midtveis en Klap trukket til Side, ikke større end en Haand, og en Haand er det ogsaa, der viser sig i den — ikke strækkes ud men holdes lodret i Aabningen, som den næsten fylder, med Haandfladen udad, som en Tavle.
Ottomar er fuld af Nysgjerrighed traadt helt derhen og ser nu at Kjøbmanden med sin Finger skriver nogle Tegn — Ringe, Kors, Prikker synes det at være — paa denne Hudtavle.
Et dæmpet Udraab lyder derindefra, og nu er Haanden forsvunden og Nøglen rasler i Laasen med en Iver, som gjaldt det Livet at faa Døren op i Hast. Den aabner sig med et Ryk. Indenfor den staar Hushovmesteren og en Vægter med en Lygte i Haanden.
Skjøndt Kjøbmanden havde erklæret nu at ville give Verden hvad Verdens er, sætter han ved denne Leilighed af en eller anden Grund al Ceremoni til Side og træder først ind.
Hushovmesteren griber hans Haand, som han bøier sig over og kysser.
— Ak, Herre, vi have været i stor Angst for Eders Sikkerhed … Men er det Ret saaledes at stikke Hovedet — —
Han stopper midt i sin Sætning, da han pludselig ser Bispens Ansigt komme frem i Lygteskjæret.
Det smalle Stykke Pandehud mellem de tykke Bryn og det pelshueagtige Haar rynker sig uvilkaarlig sammen, mens han mumler i sit stride Skjæg "God Morgen, Eders Høiærværdighed."
Ottomar er ikke ganske uvidende om, at Hushovmesteren ikke betragter ham med gunstige Øine. Han har
