189
Et kraftløst Underverdenslys ligger over Landskabet med dets lange Skygger. Intet Sølverne, hvor Vand af Flod eller Kjær fanger Maanestraalerne; kun en tam Glands som af anløbet Tin. Dér nedenfor Skraaningen syner Byen som en mørk Masse, af hvilken Mønningerne dukke op med lysere Striber, som Ryggene af en Kvæghjord, der har samlet sig om Vandringsstedet, ved Foden af den graa Klippevæg, hvorfra Strømbruset naaer herover — den eneste Lyd i den store Stilhed; hist og her lysner en Gavlstump op, som om et blisset Dyr løftede Panden. Oppe paa Klippen staar som den vagtsomme Hyrde Borgens "Bjergfred", rank og slank i sin graa Stenkappe. Men bag Hyrdens Ryg, over den sorte Granbakke, synes en hæslig Drage at hæve sin graablaa, uformelig svulne Krop høit op i den stjernetomme Himmel. Og medens han betragter dette Skyuhyre — som hele Eftermiddagen har ligget dèr og speidet ud over Bjergskoven for nu endelig at reise sig — oplyses den svære Masse indefra af et sart, rosenrødt Skjær, der tøvende flakker om mellem de opbunkede Damplag … slukkes — og atter blusser op.
Men ingen Torden lader sig høre — ikke en Lyd uden den af Strømhvirvlerne, som den lodrette Borgklippe sangbundartig sender over til Kalvariebjerget.
Dog — nu lyder der en svag Susen fra de gamle Ege, der spredte mellem store Sten bedække Aasen. Oppe over hans Hoved kommer en Rebstump, der hænger ned fra den ubodfærdige Røvers Arm, i sagte Svingning. Han føler ogsaa et frisk Pust paa sin Pande. Kun et Øieblik. Egelunden staar atter saa stum lyttende, som frygtede den ikke længer at kunne høre den fortrolige Stemme af Strømhvirvlen dernede, der bruste ganske saaledes, naar man i Nætter som denne dybest inde i dens Skygge
