188
og som endnu gjenlyder i hans Øre. Hvis Billedet derinde gav sig til at raabe med Engles og Dæmoners Røst, vilde det være en mat og dagligdags Klang.
Videre paa den natlige Pilgrimsfærd!
Ottomar er flygtet fra Borgen, styrtende ud i Natten, ligegyldig hvorhen. Instinktivt har hans Fod taget Veien nedad, bort fra Byen, over Spangen op paa Kalvariebjerget. Her søger han uvilkaarlig Omgivelser, der kan være en sprukken Sangbund for hans Sjæls sprungne Strengespil, saa forstemt det monne klinge i natlig Gru og Forvirring — her, om nogetsteds, kan han haabe at finde Selskab, Gjengangere kun, ganske vist, men dog af hans egen Aand, hans eget Væsen.
Og nu finder han kun Dukker!
Maadelige, ituslagne Dukker, som En i et Pulterkammer finder det Legetøi, der en Gang var saa levende, saa meget sigende for hans Barnephantasi.
Afmægtige Dukker — ogsaa her!
Ja, ogsaa her, hvor han staar ved Mindesmærket for hans Livs Vendepunkt.
Denne under Korset segnende Jesus — er det det Aasyn, hvis Træk altid havde rørt ham saa dybt? som han har prist for dets Udtryk fremfor berømte Kunstværker?
Femten Aars Regn og Støv har skjæmmet det. Intet Spil af Lys og Skygge meddeler det et skuffende Liv. Paa den lynslagne Eg rører ikke et Blad sig. Luften er død som disse Dukker. Dette er ikke noget undergjørende Billed, til hvis Øre man lægger sin Mund, fordi Guds Kraft er nedsteget i det og kan lytte med dets Øre.
Videre!
Og nu staar han deroppe paa det Langensteiner Golgata.
