180
i ham med Virkelighedens skaanselløse Kraft: — staaende paa Sorbonnens Trappe har han for en halv Snes Aar siden i Paris set en Beghiner-Kjætterske blive ført til Baalet; hun bar, som Skikken bød, sit Haar opløst over den graa Bodsdragt, og i hver Haand holdt hun en brændende Voxkjerte. Dette Syn bliver levende, med den frygteligste Betydning. For hin Beghine havde ikke ytret en Tiendedel af det gudsbespottelige Hæresi, som just er kommet over disse elskede, sørgmodig smilende Læber.
Dog det er hendes Blik, der trænger varigst og dybest ind i hans Erindring og vækker den saa levende, at han med en uvilkaarlig Bevægelse holder Haanden for Øinene.
Saaledes havde hun jo staaet den Gang og set paa ham. Det er hint sælsomme Blik — det han aldrig har kunnet glemme, der har forfulgt ham som en uløst Gaade, og som nu atter hviler paa ham — — —
Hin Regensborger Karnevalsdag, der er indskrevet i hans uskrevne Kalender under Navnet "det udslagne Haars Dag", havde været Høidepunktet og Slutningen af hans selvkaarne Martyrium. Den barnlige Blødhed, som Rammen og Halvskyggen af det opløste brune Pragthaar meddelte den unge Piges Træk, havde gydt Olie i hans Hjerteflammer; det syntes ham dødeligbitrere end nogensinde, at han maatte give Slip paa dette Klenodie, ja endogsaa støde det fra sig med Foden som en foragtelig Ting. Saa var han da endnu mere rasende fortvivlet og derfor end mere støiende overgiven end ellers, endnu mere aabenbarlig drukken af den yppige Adelgundes tilskuebaarne Yndigheder, saa at han med hende ved sin Arm synlig spottede over sin Trolovede og drev sit falske Spil formasteligere end paa nogen af de andre Dage. Det
