XVI
Dette andet Slag har næsten bedøvet Ottomar.
Hans Forstand staar raadløs stille.
Til de oprørske Borgere dernede har han sagt, det turde vel forholde sig med Beskyldningen for Hæresi som med den for Giftmord. Og dette Ord havde paa en frygtelig Maade bekræftet sig: begge Beskyldninger have deres Grundlag. Han havde fortrøstet Langensteinerne med den Undersøgelse, han allerede havde ledet i Gang. Gud naade ham og hende, hvis hun stod anklaget som Kjætterske for hans episkopale Domstol!
Og Mittelmynster, hvis Port et venligt Forsyn syntes at aabne som et sikkert Asyl — Mittelmynster spærret!
Men hvorledes var dette gaaet til? Hvorfra havde Renata disse Anskuelser, der vare saa grundforskjellige fra Alt, hvad der var gængs ikke blot i Kirkehjordens Bønnebøger men ogsaa i Kjætterprotokollerne, hvor tvertimod det Modsatte havde Overhaand: pantheistisk Mysticisme, naturalistiske Theorier og kjødeligt Sværmeri?
Hvorfra? Ja hvorfra har en Kvinde særegne Anskuelser, om ikke fra en Mand, der har taget hendes Hu fangen, overskygger hendes Tanker med sin Aand, befrugter hendes Phantasi med sin Kraft?
Og behøvede han at søge langt for at finde, hvo denne Mand var? Hvo uden han, "den fromme og vise" Fremmede, den Navnløse, maaske kjendt og forfulgt under
