10
— Ganske vist. I saa Fald, hvad Grund havde vi haft til at tage ham i Guds Sted til at sidde ved hans Fødder?
— Det er sandt. Men fordi hans Tale er saa dyb, forstaar jeg den heller ikke altid helt … Og — —
Hun ser op med et Blik, der er mere fæstnet end fast; og i hendes Stemme dirrer det ligesom med en svag Understrøm af Trods: —
— Og Hugo har heller ikke altid helt forstaaet Mesteren.
Over Borgfruens Læber glider et vemodig-medlidende Smil. Selv mærker hun det ikke, men Gertrud opfanger det i Forbiflyvende, og Underklangen i hendes Stemme bliver tydeligere, næsten oprørsk.
— Aa, jeg veed meget godt, du mener at den stakkels Hugo havde ikke just nogen dyb Forstand. Men han havde Forstand nok til at elske dig, som kun faa Ægtemænd elske deres Hustruer. For hans Kjærlighed var snarere hin høie Elskov, Minnesangerne synge om, og som de vie til en fremmed Dame. For de ægte ikke hvor de elske.
Hun tilføier denne Sentens let rødmende, fordi hun hører at den klinger lidt komisk i hendes Mund, men tillige af Stolthed over sin Verdenskundskab.
Renata smiler ogsaa en Smule, da hun svarer:
— Du har ret i det, at din Broder bar stor Kjærlighed til mig. Men iøvrig har han da givet bedre Beviser for god Forstand — —
— Nei, Renata! udbryder den varmhjertede Pige og kaster sig om Halsen paa Svigerinden — nei, det kunde han ikke gjøre, for du fortjente det og var bedre end alle de Andre, og det har han saare vel forstaaet; og jeg me-
