Side:Guds Venner.djvu/179

Denne side er blevet korrekturlæst

171

Hendes Blik sænker sig i hans, men det trænger videre, ikke i Rummet, men som om det i en usikker Fremtid søgte en saadan lokkende Mulighed.

— Altfor skjøn en Drøm til at dvæle ved, Kjæreste! Vi maa se Virkeligheden med dens Fare i Øinene, om der da er nogen saadan. Men, ikke sandt, Ingen veed noget om dette?

— Gertrud veed det.

— Gertrud!

Gertrud og — Vincentius! Hvilken Trusel ligger der ei i Forbindelsen af disse to Navne! Intet vigtigere nu, end at holde ham borte fra Langenstein og hende.

— Hun var jo selv tilstede.

— Men ellers veed Ingen det?

— Endnu En. En Mand.

— Der ogsaa var tilstede?

— Nei, han kom først flere Dage derefter. Det var en Ven af Hugo, der havde hørt om hans Sygdom.

— For Guds Skyld, Renata — hvem er da den Mand?

— Mellem os skulde der ingen Hemmelighed være, Ottomar. Men dette Ene kan jeg ikke sige dig.

— En Ungdomsven af Hugo?

— Ja, men langt ældre. Ikke just nogen gammel Mand, men henved en Snes Aar ældre, antager jeg.

At den Fremmede ikke er nogen gammel Mand, føler Ottomar som en Skuffelse; men denne Aarsnes volder ham nogen Trøst. Der er Skinsyge oppe i ham. Ja, trods det at han er saa rystet af hvad hun har berettet, saa skræmmet af Frygt for en mulig Opdagelse, der truer i den mystiske Skikkelse af en saadan i Hemmelighed hyllet Medvider, er han skinsyg paa denne Mand. Overfor ham har hun ikke kunnet fortie sin frygtelige Hemmelighed. Eller var det Gertrud, som den Gang ikke