169
Ottomar vender Blikket bort og sukker smertelig:
— Gud er mit Vidne, at det ikke var min Hensigt at saare ham saaledes, og at det aldrig vilde være sket, hvis ikke hans egen ustyrlige Hidsighed havde kastet ham over min Sværdsod.
— Jeg veed det vel. Men hvad var Grunden til hans ustyrlige Hidsighed uden Tanken om al den Tort, du havde voldet mig for Alles Øine? Ser du nu, at hvis du ikke havde drevet hint fortvivlede Spil i de Regensborger Karnevalsdage — og hvor dybt hænger dette Forsøg paa at bedrage mig til mit eget formentlige Bedste ikke sammen med dit hele Væsen, baade dets ædleste og dets betænkeligste Sider? — havde du, siger jeg, ikke drevet dette Skalkespil men handlet som enhver Anden vilde have gjort, saa var det ikke kommen til Tvekamp mellem jer og allermindst til en med en saadan Udgang.
Ottomars Hoved synker ned paa hans Bryst. En dyb, sagte Stønnen trænger sig frem. Haanden, der endnu hviler paa hans Skulder, trykker den blidt og fast: —
— Men du skal ikke bære dette alene. Troer du ikke, at jeg ser den anden Side, min Side af Sagen? Havde jeg ikke været det taabelige, letsindige Væsen, opsat paa Lyst og Glæde i Mark og Skov og paa Adspredelse og Tidkort i Høienlofte og paa Gader og Torve, hvor Folk mødtes og færdedes i Prunk og Skjæmt: — ja, havde jeg saasandt været en saadan Kvinde, som du vel havde fortjent, havde jeg forstaaet dig, kunnet dele alle dine Tanker og Drømme, saa jeg havde vundet din Tillid og du var kommen til mig at betro mig dine Sorger og Anfægtelser og overtroiske Angsttilstande, at jeg skulde hjelpe dig mod den Forbandelse, som du troede hvilede over dig: — ja havde jeg været det, da var alt det ikke sket,
