166
skelse, af Forfærdelse, af oprørt Protest. Læberne ere fast sammenpressede, Blikket stivnet og indadvendt, Ansigtet askegraat. Dets Udtryk foruroliger ham mere end det heftigste Udbrud kunde have gjort.
De se ud, som kunde de aldrig tale mer, disse Læber; men nu tale de: —
— Du har nu sagt mig Alt, Ottomar, og nu har jeg Noget at sige dig. Se, det var naturligt nok, at du i den falske Beskyldning saae just hvad du har set deri som dens Grundlag, og forklarede Sagen paa din Vis for de Langensteiner Borgere. Men ganske saaledes gik det dog ikke til, da stakkels Hugo døde.
— Ikke? saa har du slet ikke givet ham de dulmende Draaber?
Renata ryster paa Hovedet med et uendeligt sørgmodigt Smil.
— Husker du Indskriften paa den østerlandske Flaske, som den var oversat paa en Pergamentstrimmel, der var befæstet ved dens Hals?
Ottomar nikker.
"Ti brune Draaber lindre Legmets Lidelse.
Halvhundred løfte hele Livets Last."
Renata ser fast og prøvende paa ham.
— Ottomar! Det var de halvhundred Draaber, jeg gav Hugo.
— Renata —?
Han stirrer paa hende med et opskræmmet, uforstaaende Blik.
Saa forstaar han. Og ser hende ikke længer.
De skjønne, alvorlige Træk, de gyldenbrune Øine, der ængstelig-forventningsfuldt søge hans, den dunkle Haarfylde, Kjerteflammerne, de hvide Vægge, de sortladne Ruder — Alt svømmer sammen for ham.
