164
drik: — denne Stemning synker ned over ham som paa Vinket af en magisk Stav og magtstjæler ham.
Hun ser ham stirre hende imøde som en Synsk. Er det et Gjenfærd eller en himmelsk Vision han skuer? Thi en saadan Dobbelthed er der i hans Blik. Hun veed det ikke — kun at hans Betagethed umiddelbart meddeler sig til hende selv. Den til Trods holder hun den Fatning, hun lige har vundet, Skridt for Skridt fast, som hun holder de Lys fast, fra hvilke Voxet drypper ned paa hendes Hænder. Men Hænderne maa og skal ikke ryste, indtil de rolig stille Lysene fra sig paa Bordet.
Saa tager hun Plads paa en Stol og opfordrer med et venligt Nik Ottomar til at sætte sig ligeover for hende.
— Og hvad har du saa oplevet? For jeg kan skjønne af dine Ord, at der er mer end denne Opdagelse i Vincentius' Kammer. Du var i Langenstein, op og ned ad Klippestien i denne glødende Hede. Var det da ogsaa nødvendigt, Ottomar?
— Det skulde vise sig at være nødvendigt nok, skjøndt jeg kun lidet formodede det, da jeg begav mig paa Vei. Hvis nogensinde et naadigt Forsyn har indgivet mig et Skridt, da er det visselig sket iaftes, som det blev mig for trangt indenfor mine fire Vægge.
Ogsaa Ottomar gjenfinder sin Ro. Udførlig og anskuelig beretter han om hvad han var Vidne til, mens han sad paa Bropillens Bænk.
Kun altfor anskuelig for hans Tilhørerske.
Langsomt, lidt efter lidt, synker hun tilbage mod Stolens lodrette Ryglæn. En sygnende Følelse af kommende Vanmagt paa een Gang stivner og slapper hendes Lemmer.
De Ord hun iforgaars tænkte i Salen, da Ottomar for-
