9
— Er da Mod saadan et Tryllemiddel, som de siger Hexesalven er, der afværger Smitte?
— Livsaanderne afværge de onde Kræfter, saalænge de ere sunde. Men naar du ryster af Angst, saa er din Imaginatio allerede syg og binder Livsaanderne i Afmagt. Det er ligesom om en Troldmand holdt dem i Ban med sin Vilje, saa at de ikke kunne røre sig, og Soten bryder ind i Legemet, som Fjenden i en Borg, naar Vagten sover. Saaledes er dette at forstaa, og derfor bør en Frygtsom ikke gaa med hen, hvor slige dæmoniske Sygdomme rase.
— Saa er du selv virkelig slet ikke bange? Hvor kan det være muligt?
— Jeg veed ikke. Maaske, fordi det ikke bekymrer mig synderlig, om jeg lever eller dør.
De store, endnu barnlige brune Pigeøine se paa Borgfruen med et Blik, hvori et Udtryk af sky Beundring blander sig med en Følelse af Uhygge.
Saa ryster Hovedet sig afværgende.
— Det kan ikke være rigtigt, erklærer Gertrud i en meget bestemt Tone, som for at hævde sig selv.
Renata smiler godmodig.
— Og hvorfor skulde det ikke være rigtigt?
— Fordi Gud har skjænket os Livet. Det maa da være en kostelig Gave. Saa er det utaknemligt at være ligegyldig for, om man mister det eller ei.
— Har du hørt Mesteren tale saaledes?
Ved dette uventede Spørgsmaal rødmer Gertrud, som om hun endnu sad paa Skolebænken.
— Mesteren? Nei, det har jeg ganske vist ikke. Men han taler heller ikke som de Andre.
Renata ler stille hen for sig.
