161
bestille og derved bekjæmpe den første heftige Uro — Magen til den, han føler i sig selv?
Bedepulten, som hun sysler ved, er et ærværdigt gammelt Familiestykke. Ottomar mindes den saare vel fra gamle Dage, da dette Gemak var hendes Faders.
Han gad vide, om hun daglig benytter den, som hun burde; om hendes Knæ pleie at hvile paa den bolstrede Skammel; om hendes Pande er vant at bøie sig over den store Bønnebog, som maaske blot til Pryd ligger opslaaet paa Skraabrædtet. Det falder ham vanskeligt at tænke sig Renata i denne Stilling; det forekommer ham at naar denne Kvinde beder, maa Bønnen være af en anden Art end hvad Menneskehænder have prentet paa Pergament til Efterbedelse, at hendes Andagt neppe kan have Brug for selv den ærværdigste nedarvede Pult.
— Du undrer dig vist over mit Besøg paa denne sene Time.
— Jeg gjør saa, Ottomar.
Hun er endnu sysselsat med Lysene, som ere træge til at tage mod Flammen fra Lygten. Det er, som de hvide Taner vise, første Gang de tændes, hvilket i alt Fald synes at vidne om, at hun ikke holder Aftenandagt ved denne lille Familiehelligdom.
— Da jeg forlod mit Taarnkammer, tænkte jeg visselig mindst at jeg nu skulde sidde her hos dig. Mit Maal var kun min Famulus' Kammer, hvor jeg søgte nogle for mit Arbeide vigtige Papirer — dem jeg da ogsaa fandt. Men da jeg allerede derinde syntes at jeg hørte dig gaa frem og tilbage herinde, og nu tydelig saae at du havde Lys, kunde jeg ikke overvinde mig selv til at gaa op i mit Værelse uden først at have talt med dig. Det er imod høvisk Sæd, ganske vist, men det faar undskylde mig, at det vilde være uforsvarligt at lade en saa enestaaende
