157
ren. Væbnet med den og med sin Lygte begiver Bispen sig paa sin natlige Expedition i Borgens Labyrint af Gange og Trapper, som han kjender ud og ind — uden at ane hvor vidt den skal føre ham.
Paa Famulusens Bord finder han Papirerne ordnede med den pyntelige Omhyggelighed, som er en af de fortræffelige Egenskaber, der udmærke denne brugbare unge Mand. Men som det næsten altid en Gang gaar disse ulastelige Ordensmennesker at Fanden leilighedsvis ved selve deres Punktlighed spiller dem et Puds, at det ufeilbare "Punkt over i'et" egenmægtig sætter sig over et Nabobogstav og fordreier Texten: — saaledes er det her gaaet Vincentius.
Münchener Brevet er snart fundet. Da alt det Officielt-Kirkelige omhyggelig er lagt sammen i en Bunke, er Skrivelsen fra Mittelmynster dets Nabo. Det falder Ottomar ind, at han dog ogsaa vil tage den med sig og vise den til Renata. Inden i den ligger der et løst Blad — et flygtigt Manuskript: naturligvis det Udkast, han selv har givet Vincentius til Brevets Besvarelse — rigtig paa sin Plads, hvor det hører hen! en ubetalelig Ting, saadan en ordenlig Famulus!
Ja, men er det hans egen Haandskrift?
Hverken Kragetæer eller Ørnekløer — Flueben kravle over Papiret, hastig, undertiden snublende og løbende Veien om igjen … Hvad er det? … "Broder Martin!" …
Ottomar tager Plads, trækker Lygten nærmere, lukker dens Hornrude op og bøier sig over Papiret.
Jo længer han læser, des mørkere bliver hans Ansigt.
"Ah ha, min gode Vincentius. Jeg tænker, du strækker dig nu i den Seng, som det bedste Gjæsteværelse i Telheims "Hvide Hest" byder dig til Hvile efter en lang Dags Ridt; men jeg gad vide, om du vilde sove ind, hvis
